Mød Båring Lokaludvalg

Båring Asperup er en lille landsby med godt 1.500 beboere uden for Middelfart. Byen vrimler med fællesskaber, men de savner et sted at mødes.

Mødested

Værkstedet

Placering

Læringshaven overfor Brugsen

Et mødested for alle generationer i Brugsens baghave

Siden biblioteket lukkede i 2003, har beboerne i Båring Asperup savnet et frit tilgængeligt sted, hvor hele landsbyen kan mødes. Nu kan de se frem til et nyt mødested, der skal ligge lige over for byens Brugs.

Fælles frokost for dem, som arbejder hjemme. Udstillingsrum for de lokale kunstnere. Dukketeater. Børnefødselsdage. Fredagsbar. Ølsmagning. Små koncerter arrangeret af efterskolen. Og spontane møder, hvor man samles om en is eller en kop kaffe.

Det skorter ikke på ideer, når man spørger Christine Beelaerts, hvad beboerne i landsbyen Båring Asperup skal bruge deres nye mødested til.

”Vi savner et frit tilgængeligt sted, hvor vi kan mødes på kryds og tværs af foreninger, grupper og generationer. Et sted, der indbyder alle til at være med,” siger hollandske Christine, der selv flyttede til den lille landsby i Middelfart-området i 2001.

Et sted uden booking, nøgler og medlemskab

Båring Asperup er et af de testfællesskaber, der har givet input til udviklingen af de fire forskellige mødesteder, som ansøgere til Vores Sted kan vælge imellem.

Og fællesskaberne spirer da også i den lille by på Nordvestfyn, der trods sit begrænsede indbyggertal kan byde på alt fra udflugter med lokalarkivet og fællesspisning i forsamlingshuset til roséløb, familiecafé, grønne nabofællesskaber og ungdomsklub.

Alligevel kommer det nye mødested, som skal placeres lige midt i byen, ”hvor alle går forbi”, til at udfylde en vigtig funktion.

”Der har altid været mange foreninger i byen, og vi har mange ildsjæle, der kæmper for at udvikle området. Men siden byens bibliotek lukkede i 2003, har vi manglet et sted, der er åbent for alle, og som ikke kræver, at man skal bruge en nøgle, booke sig ind eller være medlem af en forening. Vi drømmer om et uformelt sted, hvor man bare kan droppe ind og være.”

Ultimativt handler det åbne mødested om at få beboerne i byen til at føle sig endnu mere hjemme. ”Når du lærer folk at kende, så føler du dig mere hjemme. Det gælder simpelthen om at komme ud ad din dør, være synlig og møde de folk, du deler by med. Dér er det vigtigt, at man har et fysisk sted at mødes,” siger Christine.

Mød et andet fællesskab

Mød et af de andre fællesskaber, der er med til at teste og udvikle mødestederne. Måske det kan inspirere jer til, hvordan et nyt mødested kan styrke fællesskabet hos jer.