Mød Tønder Unge- og Kulturråd
Kommunens ungeråd drømmer om at få deres helt eget sted, hvor alle unge på tværs af den store kommune kan mødes og spille brætspil, holde jam aftener og få nye venner.
Et mødested for ALLE unge i Tønder
Tønder er en stor kommune, og de unge savner et mødested som er helt deres eget, og hvor de selv kan bestemme. Det får de nu på plejehjemmets græsplæne centralt i byen.
Hvor går man hen, hvis man er ung i Tønder og bare gerne vil mødes med andre unge? Det spørgsmål har der indtil nu manglet et godt svar på, hvis man spørger 17-årige Julie Neuberg Klinge, der er født og opvokset Møgeltønder.
”Lige nu er det slet ingen steder, hvor vi unge kan mødes. Vi glæder os virkelig til at få et sted, hvor vi kan komme, når vi har lyst, og hvor vi selv bestemmer, hvad vi kan lave,” lyder det fra Julie.
Hun er en af de 10-15 unge, der er med i det nystiftede Tønder Unge- og Kulturråd, TUK, som er sat i verden for at give de unge i Tønder Kommune en tydeligere stemme og mere indflydelse i kommunen.
”TUK er et meget åbent, rummeligt og positivt fællesskab. Her er plads til alle holdninger, og vi skyder ikke hinandens ideer ned,” siger Julie.
Et sted man kan komme alene
Som et af i alt fire testfællesskaber får TUK nu deres helt eget mødested, som skal stå nær et af byens plejehjem lige mellem bus- og togstationen.
”Tønder er en stor kommune med mange mindre byer, og det kan hurtigt blive meget opdelt, så man mest hænger ud med folk fra ens egen skole. Vores mødested skal være et sted for alle, hvor vi lægger skolerne bag os, og hvor vi bare mødes og hygger os.”
TUK har allerede tænkt over en række aktiviteter, som f.eks. brætspilscafé, lektiecafé, jam aftener og smykkebar, som de vil arrangere for at invitere andre unge ind. Og så er det ellers tanken, at alle kommunens unge skal kunne bruge stedet, som de har lyst.
”Vi håber virkelig meget, at det bliver et åbent sted, hvor man ikke er bange for at komme alene. Tanken er i hvert fald at skabe et sted, hvor det er lidt nemmere at sætte sig ved siden af en, man ikke kender i forvejen, fordi man ved, at Vores Sted er sted, hvor folk er klar på at møde nye mennesker,” siger Julie.
Følg TUK på Instagram: tuk_tonderungeogkulturraad
Mød et andet fællesskab
Mød et af de andre fællesskaber, der er med til at teste og udvikle mødestederne. Måske det kan inspirere jer til, hvordan et nyt mødested kan styrke fællesskabet hos jer.